Analyser viste Vejen for Louis Poulsen

I 2005 skulle Louis Poulsen have ny fabrik og flyttede i den forbindelse hele produktionen af de internationalt anerkendte designerlamper fra hovedkvarteret i København til Vejen.

Og virksomheden har ikke svært ved at forklare hvorfor. Flytningen skete nemlig på baggrund af en del research og analyser af, hvor det var lettest at skaffe kvalificeret arbejdskraft og hvor, der var kortest til hovedmarkederne i resten af Europa. Al research pegede på samme resultat: Et sted i Syddanmark tæt ved motorvejen. Valget faldt på Vejen.

– Vi er tæt på uddannelsesinstitutioner, motorvejsnet, lufthavne og de store containerudskibningshavne i Danmark såvel som Tyskland. Så infrastrukturen og beliggenheden gør, at Vejen er en optimal placering for os – både i forhold til at rekruttere medarbejdere og adgang til vores markeder, siger Vice President Operations Søren Schøllhammer.

Der er i dag cirka 230 ansatte på den topmoderne fabrik i Vejen. Her udvikles, testes, vedligeholdes, produceres og dokumenteres hele det omfattende produktprogram – lige fra bordlamper til lygter. Fabrikken er optimeret efter de mest moderne produktionsprincipper, hvilket er en af de medvirkende årsager til, at Louis Poulsen stadig producerer og udvikler sine produkter i Danmark.