Det går godt for Billund Aquakulturservice. Så godt, at det kniber med at ansætte så mange medarbejdere, det kræver at følge med efterspørgslen.

I 2011 havde virksomheden 30 ansatte. I dag – godt seks år efter – er der omkring 140 ingeniører, smede, biologer, arkitekter, VVS’ere og maskinmestre på lønningslisten.

Et tal, der kunne være endnu større, hvis administrerende direktør Bjarne Hald kunne få fat i de rigtige folk.

– Vi vækster rigtig meget, og vores ansatte arbejder på højtryk for at imødekomme den store efterspørgsel. Vi er faktisk i den situation, at vi må sige nej til ordrer, fordi vi ikke har folk nok. Vi får simpelthen for få ansøgninger – og endnu færre med de rigtige kvalifikationer, siger Bjarne Hald.

Virksomheden er verdensførende indenfor anlæg til fiskeopdræt. En position, der blandt andet skyldes, at Billund Aquakulturservice har opfundet et unikt system, der genbruger renset spildevand. Dermed bruger anlæggene kun en meget lille procentdel af det vand, andre anlæg gør – og imødekommer de stigende miljøkrav til fiskeopdræt.

Billund Aquakulturservice arbejder sammen med det lokale erhvervskontor for at løse udfordringerne med den manglende arbejdskraft. Blandt andet har der været 100 studerende på besøg på virksomheden i forbindelse med Tech Tour – en bustur rundt til kommunens virksomheder for studerende udefra.

– Danmark har helt generelt været alt for sene til at vågne op i forhold til manglen på især ingeniører. Derfor er det utrolig afgørende for os, at de syv kommuner i Trekantområdet i fællesskab prioriterer at sætte en masse kræfter ind på at løse udfordringerne, så vi får optimale rammevilkår, siger Bjarne Hald.