En juleaften i Helsingør tænkte Nichlas Christiansen, at der skulle ske noget nyt. Bare 20 dage senere havde han fået et kollegieværelse og var startet på Hansenberg i Kolding. Det var begyndelsen på Nichlas’ spændende rejse i Trekantområdet.

”Det var et spørgsmål om at komme væk hjemmefra og prøve at stå på egne ben”, fortæller Nichlas, der synes, at Trekantområdet var et godt sted til at prøve kræfter med at trives selvstændigt.

I Kolding startede Nichlas en række spændende projekter, som har gjort ham mere handlestærk. Han har blandt andet haft en café i Kolding sammen med en af sine venner. I løbet af årene har Nichlas mange positive oplevelser – både med stemningen i Trekantområdet og med mulighederne for iværksættere.

”Der er en mere afslappet stemning herovre end på Sjælland. Jeg tror også, der er lidt mere forståelse. Alt behøves ikke koste 10.000 kroner, og der behøves ikke at skrives kontrakt på det hele”, fortæller Nichlas.

Nu er Nichlas i gang med et nyt projekt, hvor han renoverer en gammel båd, som skal bidrage til kulturlivet i området. Præcis hvordan har han endnu ikke afgjort. Men ideerne er mange. Foreløbig er Nichlas godt i gang med at sætte båden i stand fra bunden – helt på egen hånd.

Nichlas synes, at der er masser at opleve for unge i Trekantområdet. Han mener, det er et godt sted at være ung og opdage sig selv.

”Unge mennesker behøves ikke altid at have øjnene rettet mod København, som jeg fornemmer, mange på min alder har. Trekantområdet har masser af byde på. Det er et dejligt sted, og min tid her har ændret mig på så mange punkter” siger Nichlas Christiansen.