Der var ikke mange, der troede på Børge Quornings nye trimaran Dragonfly, da han introducerede den tilbage i 1960’erne. Men det gjorde han selv. I 2017 fejrer
bådebyggeriet 50 års jubilæum, og Dragonfly er blevet trimaranernes svar på en Rolls Royce. Kendt i hele verden – bygget i Fredericia.

Udefra syner bådebyggeriet måske ikke af meget. Men man skal ikke tage fejl. Bag den beskedne facade på Quorning Boats i det gamle fiskerleje Skærbæk ved Fredericia designes og produceres den mest eksklusive trimaran i verden, Dragonfly. En båd, der har vundet adskillige internationale priser.

Hver enkelt af de cirka 50 både, der hvert år forlader bådebyggeriet, er bygget nøjagtigt efter kundernes ønsker. Og hver mindste detalje er gennemtænkt og gennemført. Her går man ikke på kompromis med kvaliteten. Derfor laver værftet også selv alle masterne, ligesom sejlene er specialfremstillet til Dragonfly. Så er de nemlig helt sikre på, at udstyret kan klare det enorme pres, der er, når et af verdens hurtigste sejlskibe skyder 23 knob gennem bølgerne.

”Vi sejler selv, vi udvikler selv, vi producerer selv, vi sælger selv og vi skal selv se kunden i øjnene. Det betyder alt. At købe sådan en båd handler i høj grad om tillid”, siger administrerende direktør Jens Quorning, der har overtaget virksomheden efter sin far – grundlæggeren Børge Quorning.

Han byggede den første trimaran helt tilbage i 1960’erne. Men dengang var verden simpelthen ikke klar til en så moderne fortolkning af et sejlskib, og selv om Børge Quorning troede på sit produkt, måtte han vente næsten 20 år, før han kunne lukke produktionen af motorbåde ned og udelukkende koncentrere sig om hjertebarnet Dragonfly.

Siden er der løbende blevet udviklet på bådene. En af de helt store skridt var, da far og søn efter 3 års teamwork, i 1989 kunne præsentere den første Dragonfly, hvor pontonerne kan køres ind til siden, mens båden er i vandet. Det betyder, at den ellers meget brede båd, let kan komme ind i alle havne.

En af mange features, der betyder, at Quorning Boats er en af verdens tre førende producenter af trimaraner. Og kunderne kommer fra hele verden.

”I grunden er det jo skide-skørt at fremstille et produkt, der kræver så mange mandetimer, i et af verdens dyreste lande. Men det virker for os. Fordi vi gode til det, vi laver – og så er vi helt fremme i skoene, når det kommer til design”, siger Jens Quorning.