Erhverv og uddannelse
Trekantområdet er i dag et af Danmarks absolut mest velstående områder - på linie med Århus og kun overgået af København. Gode industriområder, en god infrastruktur og gode bosætningsmuligheder er nødvendige betingelser for at sikre økonomisk velstand i vores region - men de er ikke tilstrækkelige mere.
Virksomheder konkurrerer mere og mere på innovation i form af eksempelvis design og forbedrede funktionaliteter i produkterne. Og konkurrencen er global. Det Økonomiske Råd angiver, at op imod 60% af væksten i erhvervslivet allerede i dag kan henføres til en ny økonomi, der bygger på en kombination af innovation, entrepreneurship og globalisering.
Samtidig er kreativitet, viden og evnen til at omsætte viden til produkter og ydelser blandt de væsentlige konkurrenceparametre for at klare sig i globaliseringens tidsalder.
Derfor har Trekantområdet Danmark siden 2003 haft et meget klart fokus på at styrke fremtidens rammebetingelser for erhvervslivet i regionen.
Du kan læse mere om vores erhvervsstrategi, klyngeudvikling og Trekantområdets Innovationsforum (TRIN) ved at klikke rundt i menuen til venstre. Du kan også følge med i de mange tiltag og ideer i vores nyhedsbrev, der udkommer seks gange om året. Du kan bestille et gratis abonnement nederst på forsiden.
