Når man skal holde hele nationen forsynet med øl og vand, er en central placering af høj prioritet. Derfor ligger Carlsbergs produktionscentrum i Fredericia.

Valby Bakke bruges ofte som målestok for, hvor langt københavnere kan se, når de kigger ud af byen. Så da brygger J. C. Jacobsen flyttede Carlsberg ud på Valby Bakke i 1847, blev det i samtiden beskrevet som ’… to kilometer ud af på landet til Valby Bakke’.

Siden voksede byen som bekendt også helt derud, og da Carlsberg 150 år senere var vokset til en international mastodont med Tuborg under sine vinger, var det ikke nemt at have base midt i en storby i det ene hjørne af landet. Både Carlsbergs og Tuborgs bryggeri lå i København, men efterhånden som salget steg i Jylland og på Fyn, var det fordelagtigt med et bryggeri med en central beliggenhed. Øjnene faldt på Fredericia Bryggeri, som i 1979 blev en del af koncernen – og herfra kunne øllet flyde frit.

– Vores beliggenhed i Fredericia er helt perfekt, da vi har hele Danmark som kunde. Vi når Østdanmark med to daglige tog, mens resten af landet får deres forsyninger med lastbiler direkte fra Fredericia, siger adm. direktør Carsten Hänel, Carlsberg Danmark.

Fredericia Bryggeri skiftede navn til Tuborg-Fredericia Bryggeri efter at Tuborg bryggeriet i 1996 lukkede i København, og i december 2008 blev den sidste øl tappet på Carlsberg i Valby. Siden har Fredericia været ene om at levere varen, og det har den gjort godt. Blandt andet forbi placeringen ikke bare er central i forhold til at få varerne ud – men også i relation til at få de rigtige folk ind:

– Der er et godt udbud af arbejdskraft i Trekantsområdet med de mange forskellige kompetencer, vi har brug for på et stort bryggeri. Det gør også placeringen i Fredericia optimal, siger produktionsdirektør Carsten Kyster, Carlsberg i Fredericia.