Vejle – Vil vækst

Vejle – Vil vækst

posted in: Kommune | 0

Engang var Vejle kendt som den danske tekstilindustris hovedstad. I dag er Vejle hovedstad for Region Syddanmark – og et af landets førende lokomotiver, når det kommer til it, innovation og byudvikling.

I Vejle er man ikke bange for at drømme stort. For at rage op. Eller stikke ud. Drømmen er, at Vejle by og hele kommunen skal stå som noget helt unikt.

Vejles moderne historie er netop præget af viljen og evnen til at tage initiativ og få ting til at ske. Derfor har Vejle haft en hovedrolle i nogle af landets største erhvervseventyr – fra De Danske Bomuldsspinderier til Tulip og tyggegummi-giganten Dandy. I dag er Vejle hjemsted for en lang række it-virksomheder, og de gamle fabrikslokaler er for længst forvandlet til spændende lejeboliger og kreative miljøer for byens innovatører.

Fremtidens Vejle er i fuld gang med at tage form. Pro-aktiv byudvikling har høj prioritet, og de senere år er en lang række visionære byggeprojekter skudt op. Mest iøjnefaldende er boligbyggeriet Bølgen på havnen, men endnu flere er på vej. Den verdenskendte kunstner Olafur Eliasson har for eksempel tegnet stregerne til Kirk Kapitals kommende domicil, som skal ligge på en helt ny havne-ø sammen med boliger, kultur- og fritidsfaciliteter, restaurationer og cafeer.

Vejle er kendt som en attraktiv handelsby med mange kædebutikker og specialforretninger centreret omkring den livlige bymidte, hvor begge byens shoppingcentre også ligger.