Peter V. Jeberg har boet det meste af sit liv i større byer som Odense, København og Oslo. Men da muligheden kom for at kunne bo tæt på naturen uden at skulle gå på kompromis med jobmuligheder og kulturliv, var han ikke i tvivl. Og i dag trives han og familien i Trekantområdet.

2012 flyttede erhvervsforsker Peter V. Jeberg og hans hustru Pia med deres to døtre fra en mindre lejlighed i København til drømmehuset i Skærbæk ved Kolding Fjord. En flytning, der udsprang af en fælles drøm om at få hus og have, bo midt i naturen og – ikke mindst – at skabe trygge rammer for døtrene.

”Jeg er selv vokset op i et trygt villakvarter tæt på vennerne og naturen. Og den barndom ville jeg gerne give mine døtre. Men samtidig vidste jeg også, at det skulle være tæt på vandet, men alligevel ikke for langt fra byens muligheder,” siger Peter, der sejler kajak i sin fritid.

Flere steder var i spil, da Peter og Pia skulle beslutte, hvor de ville bosætte sig. Men da Peter fik mulighed for en intern forflyttelse til Rambøll i Trekantområdet, slog de til. Her var alt hvad de søgte.

”Vi har aldrig fortrudt, vi tog springet. Vi bor i et område tæt på skov og strand. Jeg kan cykle på jobbet, og pigernes skole og idrætshal ligger lige rundt om hjørnet. Vi har fået et fantastisk netværk på kort tid, og så er der jo ikke langt til vores familier.”

Hver by i Trekantområdet har sit eget særpræg og noget unikt at byde på. Og netop den gode infrastruktur er afgørende for Peter og Pia. De bruger hele Trekantområdet i dagligdagen. Peter arbejder i Fredericia og Pia i Vejen. De tager på café og danser salsa i Vejle, shopper i Kolding, ser teater i Fredericia og nyder naturen ved Middelfart.

”Da vi boede i København, brugte vi sjældent storbyens muligheder. Det blev for omstændigt med parkering og alenlange køer. Så på alle områder er vi faktisk ikke i tvivl om, at vi har fundet et sted, vi godt kan bo resten af livet,” siger Peter.