Søren Odgaard har altid været et skrift foran. Samtidig har passion været den bærende drivkraft i hans liv. Og lige netop den kombination er afgørende for, at det Isabella i dag er Europas førende producent af fortelte, telte og outdoor-tilbehør.

Fundamentet til virksomheden blev lagt helt tilbage i 1950erne. Søren Odgaard var en succesfuld købmand, der nød at tilbringe sin fritid og ferie udendørs. Men han kunne ikke finde et telt, der levede op til hans behov i forhold til både kvalitet og funktionalitet. Derfor gik han i gang med at sy sit eget hjemme i kælderen.

Projektet greb om sig. Og i 1957 solgte Søren Odgaard sin spirende købmandsforretning og investerede pengene i campingbranchen, som på det tidspunkt primært var forbeholdt spejderne og en lille gruppe naturelskere. Men købmanden var sikker på, at der var gode fremtidsperspektiver i teltferier.

Han fik ret. De kommende år vokser forretningen støt, og allerede i 1961 må han flytte produktionen fra hjemmet til større lokaler i Vejle.

Trods succesen blev Søren Odgaard ved med at udvikle på sit produkt, og virksomheden nedsætter da også sin helt egen udviklingsafdeling, der til stadighed nytænker design, kvalitet og funktionalitet. Derfor bliver Isabella hurtigt kendt for at lave de sy-operationer, som alle andre i branchen synes er umulige.

I dag er Isabella stadig Europas førende producent af fortelte, telte og outdoor-tilbehør med kunder i hele verden.

Med købet af Camp-let i 2016 og øget fokus på innovation fortsætter Isabella med at udvikle sit sortiment til alle der ønsker at nyde følelsen af frihed og samvær i vores storslåede natur.