back icon
Back arrow
Nyheder & pressemeddelelser

MARLOG: Data er nøglen til succes for transport- og logistikbranchen – Trekantområdet har en fordel

Forfatter
Udgivet af:
Bjørn Voldbjerg Sørensen
01. december 2021

Den tid er forbi, hvor vognmand Pedersen blot kunne gribe knoglen og ringe til vognmand Hansen og rekvirere 10 ekstra lastbiler fra sin konkollega, når supermarkedskæden skulle have kørt sine kampagnetilbud ud i butikkerne.

- I dag er kæderne så store, at de styrer deres logistik med deres egne IT-systemer og hyrer transportører ind som 3. parts operatører. Vognmændene skal bruge de enkelte kæders logistik-apps for at få opgaverne. Det betyder, at vognmændene og deres chauffører måske skal kende og bruge over 15 forskellige apps for at kunne servicere deres kunder, siger Sverre Lenbroch, der er direktør for MARLOG - den officielle klyngeorganisation for virksomheder i logistik- og transportbranchen.

Eksemplet er ifølge Sverre Lenbroch et godt billede på, hvilke udfordringer den danske transportbranche står over for.

- Det gør ikke udfordringerne mindre, at en stor del af den danske transportbranche består af små og mellemstore transportvirksomheder, der arbejder som underleverandører for de store koncerner og en chaufførarbejdsstyrke med en høj gennemsnitsalder, siger Sverre Lenbroch.

Hvor er de fælles standarder?

Men for ham at se, er den største udfordring for transportbranchen i Danmark dog data:

- Det er både indsamlingen af data og den mangelfulde anvendelse af data – for eksempel til at optimere den enkelte virksomheds drift, men også hele det forretningspotentiale, som den samlede danske transportbranche risikerer at misse, hvis ikke man lykkes med at lave et datadrevet værditilbud til kunderne, forklarer Sverre Lenbroch.

Altså lidt forsimplet forklaret: Hvis man indførte fælles standarder, ville det understøtte, at de enkelte systemer fik lettere ved at arbejde sammen. Det ville gøre hverdagen lettere og understøtte muligheden for at opsamle data centralt.

- Det kunne understøttes af en landsdækkende digital platform, der viser ”live”, hvor alle enhederne i Danmark er henne og laver intelligente koblinger. For eksempel så trafiklysene giver grøn bølge til lastbiler, der platooner - altså kører i kolonne. Eller at et forsinket skib giver besked til lastbilerne, så de kan slippe foden lidt fra gaspedalen. Det er selvfølgelig fremtidsscenarier, understreger Sverre Lenbroch.

Data er en konkurrencefordel

Han konstaterer, at transportbranchen endnu ikke er blevet gennemdigitaliseret og datadrevet på samme måde som andre brancher.

- IT-udviklingen og udviklingen af de digitale forretningsmodeller er gået lidt hen over hovedet på transportbranchen. Det er næppe branchens egen skyld, men det skyldes nok snarere, at det er en global branche med små marginaler og hård konkurrence. Det betyder også, at der ikke er lige så god forretning i at udvikle nye datadrevne IT-løsninger til transportbranchen som til andre brancher. Derfor er der næsten ingen virksomheder i IT-branchen, der endnu har prioriteret at opbygge den dybe brancheindsigt i transportbranchen, som er nødvendig for at udvikle de nye løsninger, siger Sverre Lenbroch.

Det ærgrer ham.

- I et i forvejen gennemdigitaliseret land som Danmark, kunne et samlet digitalt værditilbud, der sammentænker den samlede forsyningskæde, blive en kæmpe konkurrencefordel: Vi ville blive endnu mere attraktive at arbejde sammen med for kunder og investorer. Branchen ville få nemmere ved at rekruttere arbejdskraft. Og sådan en IT-løsning kunne blive en eksportvare i sig selv,
siger Sverre Lenbroch.
MARLOG vil fremme de digitale forretningsmodeller

Og dermed er vi også fremme ved MARLOG’s opgave som national klyngeorganisation for branchen.

- Et af MARLOG’s hovedformål er at skabe innovation og hjælpe transportbranchen i gang med de nye forretningsmodeller, som både kræver data, indsigter fra data og ny teknologi, siger Sverre Lenbroch.

Han ser også en særlig opgave for MARLOG i forhold til de mange SMV’er i transportbranchen.

- De mange små og mellemstore transportvirksomheder i Danmark spiller en vigtig rolle i forhold til hele transport- og logistikkæden i Danmark. De giver de store, internationale spillere stor agilitet, siger Sverre Lenbroch.

Han ved dog også godt, hvordan en travl hverdag ser ud i en mindre transportvirksomhed. Og den heraf ofte manglende tid til at tænke udvikling og innovation.

- Innovation opstår ikke af sig selv i den enkelte virksomhed. Den opstår i et samspil mellem virksomheder, videninstitutioner som universiteter og GTS-institutter og en organisation som vores, der kan bringe parterne sammen i konkrete projekter, siger Sverre Lenbroch.

Nemmere indgang til innovation i Trekantområdet

Her vurderer han, at transport- og logistikvirksomhederne i Trekantområdet har en lille fordel:

- Der er en stor koncentration af transport- og logistikvirksomheder i Trekantområdet, og virksomhederne i området er i forvejen gode til at samarbejde. Det gør, at indgangsbarrieren i forhold til innovation er mindre i Trekantområdet, siger Sverre Lenbroch.

Nemmere indgang til innovation i Trekantområdet

Her vurderer han, at transport- og logistikvirksomhederne i Trekantområdet har en lille fordel:

- Der er en stor koncentration af transport- og logistikvirksomheder i Trekantområdet, og virksomhederne i området er i forvejen gode til at samarbejde. Det gør, at indgangsbarrieren i forhold til innovation er mindre i Trekantområdet, siger Sverre Lenbroch.

For at gøre adgangen til innovation endnu bedre for transport- og logistikvirksomhederne i Trekantområdet, har MARLOG for nyligt ansat en forretningsudvikler i Trekantområdet – nærmere bestemt i Port House i Fredericia.

Tættere på praktisk anvendt viden

MARLOG har eksisteret i en årrække, men har blot været udpeget som den officielle klyngeorganisation for transportbranchen, det maritime erhverv og logistikbranchen i et års tid. Når Sverre Lenbroch tænder det lange lys og kigger 5 år frem i tiden, er han ikke i tvivl om, hvilken værdi, han ønsker, at MARLOG har skabt:

- Vi vil bringe transportvirksomhederne tættere på relevant forskning og ny, praktisk anvendt viden, der kan hjælpe virksomhederne i gang med nye forretningsmodeller og ny teknologi. Og så vil vi styrke transport- og logistikbranchen i Danmark gennem internationale samarbejder på tværs af hele Europa og gennem tiltrækning af EU-finansiering til konkrete innovationsprojekter, siger Sverre Lenbroch.