back icon

Trekantområdets Nytårskur 2024

Torsdag d. 4. januar kl. 16.00-17.30

I Trekantområdet har vi Danmarks stærkeste samarbejder på tværs af syv kommuner, offentlige institutioner og private aktører. Det vil vi gerne markere sammen med jer til årets nytårskur i Trekantområdet.

Til nytårskuren møder du alle de gode kræfter i Trekantområdet - engagerede mennesker fra virksomheder, kommuner, byråd, kulturinstitutioner, uddannelser m.fl. Eftermiddagen byder også på et spændende 20 minutters oplæg med Martin Østergaard Christensen, musikindslag og lidt godt at spise.

Sammen fejrer vi de gode relationer og byder det nye år velkommen.

KICKSTART 2024 MED ET INSPIRERENDE OPLÆG TIL AT ARBEJDE MED VILDE PROBLEMER

I Aarhus Kommune går man ambitiøst til værks i løsningen på de vilde problemer i samarbejde med borgere, erhvervsliv, kulturliv, civilsamfund, offentlige institutioner og alle andre interessenter, der kan og vil være med til at finde nye veje. Derfor har vi inviteret stadsdirektør i Aarhus Kommune, Martin Østergaard Christensen, til at give os inspiration til arbejdet med vilde problemer i Trekantområdet.

Vilde problemer er på alles læber. Det er samfundsproblemer, som vi for længst har erkendt og forsøgt at løse. Men de er fortsat uløste, og ser vi blot få år frem, står de i vejen for, at både nuværende og fremtidige generationer kan opleve det solide og bæredygtige velfærdssamfund, vi kender. De vilde problemer er indviklede og kaotiske, og kan måske endda være uløselige, så hvordan griber man overhovedet det an? Hvad betyder det for den måde man går til problemerne? Hvordan skal der tænkes anderledes og hvad skal der gøres op med? Og hvilke politiske beslutninger kan træffes, når de vilde problemer er så svære at indfange konkrete løsninger på?

Vi glæder os til at se dig!

Jens Ejner Christensen, Formand for Trekantområdet Danmark