back icon
Back arrow
Cases

Brite, tilflytter og kreativ iværksætter: ”Det handler om at lege”

Brite, tilflytter og kreativ iværksætter: ”Det handler om at lege”

Det lyder som et spring, der kan tage pusten fra mangt en nyuddannet: Flyt til udlandet, skab dit eget job som selvstændig og byg en familie op samtidig.

Men det er ikke desto mindre lige præcis, hvad 35-årige Lucy Read fra Storbritannien har gjort.

I november 2015 flyttede hun og hendes mand fra Swansea i Wales, hvor de begge havde læst på universitetet, til Vejle.

- Min mand fik et virkeligt drømmejob som grafisk designer hos LEGO i Billund, hvor han designer minifigurerne Marvel Super Heroes. Det var vi enige om at flytte til Danmark efter, men jeg var også spændt på, hvordan jeg kunne følge mine egne drømme, fortæller Lucy Read.

Hun er uddannet som udøvende kunstner og arbejder både med tekstiler, skulpturer, grafik, design og faciliterer kreative processer og workshops.

I Storbritannien var Lucy Read allerede startet op som selvstændig kunstner, så det var oplagt for hende at fortsætte det selvstændige arbejdsliv i Vejle. Gennem nogle venners venner havde hun hørt om det kreative værksted og butikken Fabrikanterne. Her har en række kreative sjæle værksteder, hvor de blandt andet laver produkter, der sælges i butikken.

- Her mødte jeg hurtigt gode folk og blev lynhurtigt en del af et fællesskab og fik opbygget et netværk. Det er nemmere at starte op som selvstændig i Danmark end i Storbritannien, fordi man kan få så meget hjælp til at komme i gang, siger Lucy Read.

Har værksted i Latinerkvarteret i Vejle

Vi møder Lucy Read i hendes kreative workspace hos Fabrikanterne, der ligger midt i det stemningsfyldte latinerkvarter i Nørregade.

Værkstedet og butikken har engang været natklub. I dag giver de rå betongulve, de synlige rør og de mange kreative arbejdsredskaber som ovne, trykkemaskiner, symaskiner, materialer og stakke af coffee table bøger en helt særlig stemning.


Lucy Reads workspace

I Lucys Reads workspace er det lige nu babybodier med shibori batiktryk, der blandt andet fylder arbejdsbordet.

- Mine idéer og produkter starter ofte med ting og materialer, jeg støder på i min egen hverdag, og som jeg så ”leger med”, siger Lucy Read, der har en dreng på 3 år.

Kreativ trio laver workshops

Men Lucy Reads workspace hos Fabrikanterne er ikke bare en kreativ lege- og arbejdsplads. Det er også et sted, hvor hun har mødt nye samarbejdspartnere, som giver nye opgaver og kunder i hendes virksomhed.

- Gennem et netværksevent for kreative mødte jeg Rachel og Amanda, som jeg har dannet Culture Shift med, siger Lucy Read.

Sammen tilbyder de tre kvinder kreative læringsforløb og workshops. Både for private virksomheder, kulturinstitutioner og som del af kulturevents.

Den kreative trio har blandt andet været involveret i Trekantområdets Festuge, hvor de har udviklet børneeventet ”Den Store Hemmelige Kunstjagt”, der løber af stablen i alle syv kommunebyer i Trekantområdet i slutningen af august og starten af september. Her har Lucy Read blandt andet lavet alt det grafiske arbejde.

Den kreative brite har bevist, at man som udlænding kan flytte til Danmark, starte sin egen virksomhed og leve af at få idéer, være kreativ og lære børn og voksne at åbne op for deres egen kreativitet. Så hvad er hemmeligheden?

- Man skal netværke og møde folk. Ellers kan det godt blive ensomt. Du skal bede om hjælp og heller ikke være bange for at arbejde frivilligt i starten, siger Lucy Read, der nu har boet i Vejle i syv år med sin mand, deres søn på 3 år – og endnu en dreng på vej.

- Vi har et meget bedre liv nu i Danmark, end vi havde i Swansea, hvor det var svært at få job. Jeg savner ikke Storbritannien, for vi kan jo nemt flyve til London og besøge vores familie eller få besøg her i Vejle, siger Lucy Read.

Den Store Hemmelige Kunstjagt 2021, Foto: Cristina Slusariuc Den Store Hemmelige Kunstjagt 2021, Foto: Cristina Slusariuc Den Store Hemmelige Kunstjagt 2021, Foto: Cristina Slusariuc
Den Store Hemmelige Kunstjagt 2021, Foto: Cristina Slusariuc Den Store Hemmelige Kunstjagt 2021, Foto: Cristina Slusariuc Den Store Hemmelige Kunstjagt 2021, Foto: Cristina Slusariuc

Købte hus i Skibet

Ind til for nylig boede den lille britiske familie i en lejlighed i midtbyen i Vejle. Men i januar 2022 købte den ekspanderende familie et hus i Skibet, lige uden for Vejle. Et strategisk velplaceret sted både i forhold til LEGO i Billund og midtbyen i Vejle, som Lucy Read nemt kan nå på sin cargobike. Familien har nemlig ingen bil.

- Fritiden bruger vi på at være sammen som familie. For eksempel i skoven, i svømmehallen eller i vores have. Men sjovt nok slapper vi alle sammen rigtigt godt af ved at lege med legetøj, siger Lucy Read med et grin.

”Alt starter og slutter med leg for mig”

Hvad kan den unge britiske tilflytter og kunstner så bedst lide ved sit kreative iværksætterarbejdsliv i Trekantområdet?

- Jeg elsker at lære andre mennesker, hvordan de selv kan være kreative. Men det jeg elsker mest, er når projektet er færdigt og gennemført! At se resultatet af mit arbejde og få feedback fra workshopdeltagere, siger Lucy Read.

- Jeg elsker at lege. Det er sådan, at mange af mine idéer starter. Jeg leger, bliver inspireret i hverdagen eller i fritiden. Så får jeg en idé, ser mulighederne og kommer ”in the zone” og kan bruge inspirationen professionelt. Alt starter og slutter med at lege for mig, siger Lucy Read.