back icon
Back arrow
Cases

Fremtidens civilingeniører

De fleste virksomheder kender det. Man udvikler sig, og med det opstår muligheder og huller, man skal have udfyldt med nye kompetencer og viden. Det var netop, hvad Gram Commercial oplevede, da de valgte at ansatte en erhvervskandidatstuderende.

Gram Commercial så en oplagt mulighed i at ansatte Alexander Nyholm Petersen, en erhvervskandidat, der udover at være studerende, med alt hvad der hører til af gruppearbejde og undervisning, samtidig arbejder på deltid hos virksomheden. I forvejen har Gram Commercial 180 ansatte, hvor de i mange afdelinger gør brug af forskellige ingeniørgrupper – og med ansættelsen af Alexander fik de udvidet kompetencerne i deres tekniske afdeling.

- Vi hørte om muligheden fra en af Trekantområdets konsulenter – og da vi på det tidspunkt ikke havde brug for en fuldtidsansat, men stadig havde behov for at supplere vores viden og kompetencer, var det ideelt for os, at vi kunne ansætte en ingeniør på deltid, fortæller Claus Schou Nielsen, der er fabrikschef hos Gram Commercial og var med til at ansætte Alexander.

En ny specialiseret kollega

- Det gode er, at Alexander sådan set allerede er uddannet ingeniør, nu bygger han ovenpå og kommer med ny viden. Vi gik netop med et videnshul, som Alexander kunne udfylde med netop sine kompetencer, forklarer Claus.

Allerede inden studierne er afsluttede arbejder en erhvervskandidatstuderende som enhver anden ansat i virksomheden. Den eneste forskel er, at de nogle dage sidder i et undervisningslokale med deres studiekammerater, mens de andre dage sidder på kontoret eller er ude i produktionen. Fra undervisningslokalet tager de dét, de har lært med sig tilbage til virksomheden.

- Det giver bare noget andet, når du kan bruge det, du har lært, lige med det samme. Nu har jeg faktisk konkrete tal fra Gram Commercial, min studiegruppe og jeg kan tage udgangspunkt i på studiet i stedet for en opstillet case – og min bearbejdning fra studiet kan jeg tage med tilbage til Gram Commercial og gøre en konkret forskel med mit studiearbejde, fremhæver Alexander Nyholm Petersen.

Det perfekte match

- For at starte på uddannelsen skal du have et samarbejde med en virksomhed, og her hjalp Annette Duedal fra Trekantområdet mig i kontakt med forskellige virksomheder, blandt andet Gram Commercial, hvor jeg arbejder nu og sidder i den tekniske afdeling. De ledte netop efter en ingeniør på deltid, uddyber Alexander.

Hos Gram Commercial oplevede de også hele processen med at finde en erhvervskandidat som meget lige til.

- Vi havde en god dialog med Annette Duedal fra Trekantområdet om vores ønsker og behov, og herefter fik vi fire-fem forskellige kandidater præsenteret, som mulige match til vores virksomhed. Derefter gik det som enhver anden ansættelsesproces, hvor vi kunne se, at det var Alexander, der havde netop de analytiske kompetencer, vi havde brug for, fremhæver Claus, og fortsætter;

- Opstår behovet igen, er jeg sikker på, at vi vil trives med samme model. Vi har fået en ny, dygtig medarbejder, der bidrager med ny viden, og som virkelig lærer vores virksomhed at kende og bruge sine analytiske evner til at skabe en konkret forskel i de projekter, vi har gang i.

Hvad er en erhvervskandidat?

En erhvervskandidat studerer, samtidig med at de arbejder på deltid i 4 år. Uddannelsen åbner muligheder for at designe kombinerede job- og uddannelsesforløb, som både tilfredsstiller virksomhedernes behov for ingeniører og ingeniørernes behov for beskæftigelse og relevant uddannelse. Kandidaterne uddanner – eller efteruddanner – sig i Operations Management og specialiserer sig i enten Manufacturing Technology eller Global Supply Chain Management.

Erhvervskandidatuddannelsen er et samarbejde mellem SDU og Trekantområdet Danmark og realiseres med 2,2 mio. støtte fra Den Europæiske Social Fond.