back icon
Back arrow
Nyhedsarkiv

Yderligere 9 statslige arbejdspladser til Trekantområdet

Forfatter
Udgivet af:
Camilla Hostrup Steenholt
17. januar 2018

Dele af politiet og dele af sekretariatet for Etisk Råd flytter til Trekantområdet

Den netop offentliggjorte anden etape af de statslige arbejdspladser, giver 4 nye arbejdspladser til Kolding og 5 til Vejle.

Trekantområdet får i alt 242 nye arbejdspladser som resultat af regeringens plan Bedre Balance, hvor 4000 statslige arbejdspladser flyttes fra Hovedstaden til provinsen. Det står klart efter regeringen netop har offentliggjort anden etape af udflytningen

En etape, der gav 9 arbejdspladser oven i de 233, der blev offentliggjort sidste år i forbindelse med regeringens plan for oprettelsen af 7 nye fagstyrelser som erstatning for SKAT. Her fik Haderslev en afdeling af Vurderingsstyrelsen og 170 nye arbejdspladser, mens 150 medarbejdere i den nye gældstyrelse fik plads i Middelfart.

Denne gang drejer det sig om 4 arbejdspladser til Kolding, der fremover skal være hjemsted for dele af sekretariatet for Etisk Råd, mens dele af politiet – 5 arbejdspladser – flyttes til Vejle.

Formand for Trekantområdet Danmark og borgmester i Vejle, Jens Ejner Christensen, hilser de nye arbejdspladser velkomne.

- Vi er selvfølgelig rigtig glade for de arbejdspladser, vi har fået. Men det skal da ikke være nogen hemmelighed, at vi synes, det havde været oplagt med mange flere på grund af vores centrale placering, samtidig med, at vi har meget få statslige arbejdspladser per indbygger. Vi glæder os i stedet over, at det faktisk går rigtig godt her i området med en beskæftigelsesstigning over landsgennemsnittet og den største vækst uden for Hovedstadsområdet, siger Jens Ejner Christensen.

De seneste tre år har Trekantområdet haft en beskæftigelsesstigning over landsgennemsnittet. Og over de seneste ti år er Trekantområdet det område i Danmark uden for Hovedstadsområdet, der har haft den største vækst.

Til gengæld ligger Trekantområdet et godt stykke under landsgennemsnittet på 31,6 per 1000 indbyggere, når man ser på antal statslige arbejdspladser per kommune. Trekantområdet har – efter tilførelsen af de nye arbejdspladser – 25,2 statslige arbejdspladser per 1000 indbyggere.

Udover de statslige arbejdspladser kommer der også nye uddannelsespladser til Trekantområdet. Fredericia fik allerede i går den glædelige nyhed om, at den bliver hjemby for en af de ti nye uddannelsesstationer, som regeringen opretter. Det er erhvervsakademiuddannelsen automationsteknolog.

- Det er meget positivt, at vi får automationsteknologuddannelsen til Fredericia, for det er med til at forme Fredericia til en endnu mere attraktiv uddannelsesby. De erhverv, som har brug for automationsteknologer, har vi mange af i Fredericia, og det er stærkt, at vi nu i samarbejde med EAL kan sikre fødekæden fra ung til faglært, siger en glad Jacob Bjerregaard, borgmester i Fredericia.