Forsyningssikkert og grønt Danmark behøver Trekantområdet
Følgende er en uddybende version af den kronik, som borgmestrene i Trekantområdet sammen har skrevet til Altinget d. 21. juni. 2024.
Omstillingen til grøn energi og bæredygtige råstoffer er mere presserende end nogensinde før. Vi er dybt afhængige af fossile energikilder og råstoffer i vores hverdag, men det skal vi i fællesskab gøre noget ved. Vores energisystem skal baseres på vedvarende energikilder, men det er ikke kun energi, vi får fra fossil olie og gas. Det er også fundamentale råstoffer, som er byggeklodserne i rigtig mange af de produkter, som vi er vante til i hverdagen. Vi erkender ansvaret og vores region er en central brik i Danmarks overgang til en mere bæredygtig fremtid. Trekantområdet er Danmarks naturlige knudepunkt for Power-to-X produktion af grønne brændstoffer i stor skala – og samlet set den bedste businesscase for kommercielle og statslige investeringer i grøn energi og energiinfrastruktur.
Du kan ikke elektrificere kampflyet
Vi skal skalere massivt op på vedvarende strøm for at have nok til den grønne omstilling. Vi skal så vidt muligt have el ind i så meget som muligt af vores daglige forbrug, fordi det er den mest energieffektive måde at udnytte strøm fra vedvarende kilder på. Men nok så meget grøn strøm vil aldrig i sig selv erstatte vores afhængighed af fossile kilder som olie og gas, fordi vi ikke kan elektrificere insulinsprøjten, løbetrøjen, nylonstrømperne, kædeolien, asfalt, stålproduktion og meget, meget andet, som vi tager for givet i vores hverdag. Alle de produkter kræver brint og kulstof, som vi hidtil har fået fra fossile kilder. Og hvad gør vi med ferierejsen til Costa del Sol, fragt af varer fra Fjernøsten eller 27 nye F35-kampfly fra Lockheed Martin?
Et nyt energisystem kræver en supplerende kombination af teknologier og overordnet strategisk planlægning, der sikrer nye råstoffer fra vedvarende og biogene kilder. Det kræver også, at vi forstår, at vi skal være meget bedre til at udnytte, hvad vi har, for det når vi hurtigst vores klimamålsætninger med.
Den gode nyhed er, at vi i forvejen er langt med at lægge det puslespil, der skal udgøre alternativet til vores nuværende energisystem. Og det er også velkendte teknologier, initiativer og investeringer, vi skal bruge, som kræver skala, plads og koordinering mellem private aktører og offentlige myndigheder. I Trekantområdet har vi etableret et samarbejde på tværs af kommuner og et stærkt offentligt/privat partnerskab, som kan bane vejen for løsninger til de rigtig svære dele af grøn omstilling på vegne af hele Danmark. Det tror vi på er vejen frem.
Infrastrukturernes smørhul
Danmark tager tilløb til en brintinfrastruktur. Selvom meget tyder på, at brintinfrastrukturen kommer til Fredericia og Trekantområdet, så er intet sikkert, før der er truffet en endelig investeringsbeslutning hos Energinet. Bolden ligger hos de kommercielle aktører, som skal levere den nødvendige kapacitetsforpligtelse, så Energinet har tilstrækkelig sikkerhed omkring første fase kaldet ”det nedre T”.
Den kommende brintinfrastruktur i Danmark bør tjene et flersidigt formål, hvis et fuldt udbytte skal opnås. Ikke mindst de politiske ambitioner for VE-udbygning til havs og på land, fordi overskudsstrøm kan lagres i brint, som vi kan gemme og bruge til brændstoffer og meget andet, der kræver kompliceret proceskemi. I Trekantområdet er der særligt gode forudsætninger for at producere fremtidens flydende brændstoffer til luft- og skibsfarten, men det kræver store mængder brint. Uden brint til fremtidens grønne brændstoffer og produkter bliver vi afhængige af import, og det har negativ indvirkning på samfundsøkonomien, de grønne arbejdspladser og forsyningssikkerheden.
I Trekantområdet ved vi, at vores kommuner spiller forskellige roller for at løfte opgaven med at producere grøn strøm og grønne brændstoffer til den tunge transport, men også de mange andre komplekse kulstofholdige produkter, der holder vores samfund kørende, som vi kender det i dag. For at det skal lykkes i en skala, hvor vi tager et nationalt ansvar for at etablere en markant selvforsyningsgrad, må og skal brint-infrastrukturen føres til Trekantområdet og Fredericia.
Vi står bag en samlet ambition om, at brintinfrastrukturen skal føres til Trekantområdet, fordi det har nationale fordele at udbygge og udfolde de områder i Danmark, hvor der er særligt gode forudsætninger at bygge videre på. Det skaber tidligst og reel forandring.
De store motorvejs-energiinfrastrukturer til el, gas, fjernvarme og transport har vi allerede, og nye infrastrukturer til grøn brint og CO2 vil drive erhvervsudviklingen i det 21. århundrede. Det er denne eksisterende værdikæde og potentiale for storskala-sektorkobling, der skal til for at afslutte dyb fossil afhængighed – og den har vi i Trekantområdet.
Værn om, hvad vi har, for at opbygge nyt
I Trekantområdet har vi en ekspertise opbygget over årtier – både i værdikæden af virksomheder, men også i kommuner som myndighed, som der kan bygges videre på, når der skal investeres i nye systemer, som sikrer grønne råstoffer. I et par århundreder har vores energi- og transportinfrastruktur udviklet sig i tæt parløb med fossile brændsler, som er en billig, tilgængelig og energitæt energikilde. Crossbridge raffinaderiet i Fredericia er det ene af to i Danmark, og producerer hele Vestdanmarks olieprodukter. Det er også det eneste, der producerer jetfuels, blandt andet 100.000 tons til Billund Lufthavn og til Forsvaret.
Havnen er centralt distributionscenter for oliebaserede produkter, og i dag kan vi genanvende den eksisterende ”fossile” infrastruktur og tilbygge nye på tværs af kommuner, som er tilpasset grønne råstoffer til fremtidens bæredygtige samfund.
Raffinaderiet har lige fået en ny nabo, nemlig en 20 MW brintfabrik, som skal levere otte ton grøn brint om dagen i første fase, skaleres op til 300 MW i 2025 og 1 GW i 2030. Raffinaderiets storforbrug af brint afspejler samfundets afhængighed, men også brint er hidtil produceret på fossile ressourcer. Så når raffinaderiet kan udskifte ét ton sort brint med grøn brint, så giver det en CO2-besparelse på 10 tons om dagen. Med et forbrug på 35 tons brint i døgnet i dag bliver det til hele 350 tons CO2-reduktion hver dag. Men behovet stopper ikke der, når der i fremtiden skal produceres grønne brændstoffer på biogene kulstofkilder, som for eksempel CO2 fra biomasse.
Hvor vi hidtidigt har hentet råstoffer op fra undergrunden, raffineret og typisk forbrændt dem, skal vi udvikle en cyklus-orienteret tilgang til de byggeklodser, som vi har opbygget vores samfund på. Og det kræver ikke blot en enkelt kommune eller de virksomheder, der har etableret sig indenfor en enkelt kommunes grænser. Det kræver som minimum et helt økosystem af aktører, der supplerer hinanden indbyrdes. Ikke mindst land- og skovbruget, som sidder på en biogen guldgrube, hvis arealerne indrettes alsidigt og til flere måneders fotosyntese.
Tempo i fællesskab
De måske mest værdifulde historiske fordele ved Trekantområdet, er, at der er lang og sund tradition for sektorkobling, og Power to X handler om at fortsætte fornuftige principper om at se på tværs af sektorer og udvikle og effektivisere de ressourcer, som vi allerede har til rådighed. Fundamentet er lagt i Trekantområdet gennem årtier, hvor vi har infrastrukturer og aktører med den nødvendige ekspertise, som har potentialet til at opnå bemærkelsesværdige resultater i den grønne omstilling.
Vi skal tænke klogt, tænke nyt og tænke på tværs. Vi er i gang med at skabe et økosystem, hvor kommuners og virksomheders styrker øges, og vi vil samarbejde ved at supplere hinanden, for så når vi længst – sammen.
Vi vil skabe grønne infrastrukturer, der gør det muligt at flytte strøm, vand, varme, brint og kulstof fleksibelt og ressourceeffektivt over kommunegrænserne. Og vi vil placere rør og ledninger strategisk, der transporterer fra anlæg, hvor der er spildprodukter, til anlæg, hvor det bruges som værdifuld ressource.
En ny brintinfrastruktur fra Esbjerg til Trekantområdet og sydpå til et gryende dansk og tysk marked er nødvendigt for at opnå skala, der kan sænke priserne på slutprodukterne. Ellers får vi ikke forbrugerne med ombord på forandringstoget.
Ligesom jernbanen for 200 år siden definerede placeringerne af byer og arbejdspladser i landskabet, så kan nye energiinfrastrukturer få samme indflydelse. Der er potentiale for job- og eksporteventyr, fordi den danske brint- og PtX-branche skaber arbejdspladser gennem hele værdikæden. Fra rådgivere til maskinmestre, specialister, leverandører af komponenter og mange flere.
Derfor er Trekantområdet et af Danmarks naturlige knudepunkter for Power-to-X produktion af grønne brændstoffer i stor skala – og samlet set den bedste businesscase for kommercielle og statslige investeringer i grøn energi og energiinfrastruktur.