Forsvaret som karrierevej
Forsvaret som karrierevej
Når undervisning møder virkeligheden
Hvordan kan undervisning give unge et bedre grundlag for at træffe valg om uddannelse og karriere? Det er udgangspunktet for projektet Forsvaret som Karrierevej, hvor ungdomsuddannelser, erhvervsuddannelser, videregående uddannelser, Forsvaret og beredskabet samarbejder om at udvikle praksisnære læringsforløb.
Projektet giver eleverne indblik i, hvordan deres faglighed kan bringes i spil i samfundskritiske funktioner – fra cybersikkerhed og logistik til teknologi, ledelse og beredskab.
Den samlede projektbeskrivelse kan downloades nederst på siden.
Formålet med projektet
Projektet skal styrke unges kompetencer og karrierebevidsthed gennem mødet med autentiske problemstillinger og samarbejde med aktører fra Forsvaret og beredskabet.
Målet er blandt andet at:
- give unge større kendskab til uddannelses- og karrieremuligheder inden for Forsvaret, beredskabet og beslægtede områder
- skabe en tydelig sammenhæng mellem undervisning, uddannelse og arbejdsliv
- udvikle praksisnære undervisningsforløb, der kobler teori og virkelighed
- styrke samarbejdet mellem uddannelsesinstitutioner, videregående uddannelser og forsvars- og beredskabsaktører.
Projektet handler ikke alene om rekruttering til Forsvaret. Det handler om at give unge et bedre grundlag for at træffe kvalificerede uddannelses- og karrierevalg.
Hvem er projektet for?
Projektet retter sig mod elever på:
- HHX
- HTX
- erhvervsuddannelser (EUD)
- FGU
I løbet af projektperioden forventes omkring 1.560 elever at deltage i aktiviteterne.
Projektets aktiviteter
Projektet er bygget op omkring fire hovedaktiviteter.
Forsvarsprofilerede studieretninger
Der etableres særlige studieretninger på HHX og HTX samt en beredskabslinje på FGU. Her kobles de almindelige fag med temaer som cybersikkerhed, logistik, ledelse, teknologi og samfundssikkerhed.
Temapakker til undervisningen
Der udvikles undervisningsforløb, som gymnasier kan integrere i eksisterende fag. Temapakkerne giver eleverne mulighed for at arbejde med autentiske cases og aktuelle samfundsudfordringer.
Praksisnære EUD-forløb
Elever på erhvervsuddannelserne arbejder med konkrete opgaver, der viser, hvordan tekniske og håndværksmæssige kompetencer indgår i Forsvarets og beredskabets daglige arbejde.
Udbredelse og videndeling
Projektets erfaringer deles med uddannelsesinstitutioner, myndigheder og beslutningstagere, så de kan danne grundlag for nye samarbejder og inspirere nationalt.
Et stærkt partnerskab
Projektet samler en bred kreds af samarbejdspartnere fra uddannelsesområdet, Forsvaret og beredskabet.
Partnerkredsen omfatter blandt andet:
- Otte ungdomsuddannelser og erhvervsuddannelser
- Syddansk Universitet, UCL og IBA
- Føringsstøtteregimentet, Hjemmeværnet, Forsvarets Materiel- og Indkøbsstyrelse
- Beredskabscenter Sydjylland og Trekant Brand.
IBC Fredericia er projektejer, mens Trekantområdet Danmark varetager den tværgående projektledelse, koordinering, evaluering og økonomistyring.
Forventede resultater
Projektet skal bidrage til, at flere unge:
- får kendskab til Forsvaret og beredskabet som mulige karriereveje
- oplever en stærkere sammenhæng mellem uddannelse og arbejdsliv
- styrker deres studie-, uddannelses- og erhvervsparathed.
Samtidig udvikles nye undervisningsforløb og varige samarbejder mellem uddannelsesinstitutioner, Forsvaret og beredskabet.
Projektperiode
16. januar 2026 – 1. januar 2029
Projektet er støttet af Region Syddanmarks Uddannelsespulje.
Download
Ønsker du at læse mere om projektets baggrund, organisering, aktiviteter og forventede effekter, kan du downloade den samlede projektbeskrivelse her.