back icon
Back arrow
Cases

Sealing System i Grindsted har set lyset i 3D-print

Det er ikke al højteknologi, der koster spidsen af en jetjager. For eksempel er spidsen på en pakkerobot for nyligt blevet noget billigere for pakke- og palleterings-leverandøren Sealing System A/S i Grindsted – og således også for virksomhedens kunder, der består af produktionsvirksomheder i Danmark og Europa.

Og det skyldes en fremadstormende teknologi, som Sealing System har kastet sig ud i med stor succes – nemlig 3D-print. Nærmere betegnet 3D-print af vitale dele og værktøjer på for eksempel fremføringssystemer og kollaborative robotter – cobotter, som kendes fra mange produktionsvirksomheder.

Når Sealing System for eksempel sammensætter en robotarmsløsning for en kunde med et særligt behov, så skal det specielle gribeværktøj, der sidder for enden af robotarmen ofte specialfremstilles. Det kan for eksempel være en holder til vakuum-sugekopper, der kan gribe fat i papkasser.

Værktøjer 3D-printes i ét stykke

- For bare et par år siden skulle vi specialfremstille værktøjerne ved at samle en masse komponenter og bearbejde og montere aluprofiler manuelt. I dag kan vi tegne præcist den værktøjsdel, vi ønsker – og så få den 3D-printet i én enkelt del i et stærkt kompositmateriale, siger André Nørgaard Westergren, der er Head of sales i datterselskabet Lead Robotics og projektleder og ansvarlig for virksomhedens løsninger, hvor 3D-printede dele indgår.

3D-printningen sparer Sealing System – og deres projektkunder – for de produktionsomkostninger, der ellers skulle bruges på manuel bearbejdning, CNC-fræsning og montering af værktøjet.

- Det giver en bedre projektøkonomi for vores kunder. Den samlede løsning bliver simplere og dermed billigere for vores kunder. 3D-print-teknologien betyder også, at vi kan levere løsningerne hurtigere. Feedbacken fra vores kunder er typisk, at de er meget tilfredse med funktionaliteten og med det bløde design uden skarpe kanter, som man kan skære sig på, siger André Nørgaard Westergren.

Robotarmsløsningen fra Sealing System er beregnet til at flytte papemballage. For enden af armen sidder otte sugekopper. De er monteret på en specialdesignet holder, der er 3D-printet i ét stykke. Tidligere skulle holderen specialfremstilles og samles af mange elementer – typisk aluprofiler. Med 3D-printet specialværktøj sparer Sealing System både vægt, montagetid og elementer – og leverer et design uden skarpe kanter, fortæller André Nørgaard Westergren.
Robotarmsløsningen fra Sealing System er beregnet til at flytte papemballage. For enden af armen sidder otte sugekopper. De er monteret på en specialdesignet holder, der er 3D-printet i ét stykke. Tidligere skulle holderen specialfremstilles og samles af mange elementer – typisk aluprofiler. Med 3D-printet specialværktøj sparer Sealing System både vægt, montagetid og elementer – og leverer et design uden skarpe kanter, fortæller André Nørgaard Westergren.

Kan det tegnes, kan det 3D-printes

Men før værktøjsdelen kan printes, skal den designes. Det har Sealing System flere medarbejdere til, der sidder med kompetencer og tegneprogrammer til at tegne og beregne de værkstøjsdele, der skal 3D-printes.

- Før i tiden sagde man: ”Selv om det kan tegnes, er det ikke sikkert at det kan bygges”. I dag er det vitterligt sådan, at hvis det kan 3D-tegnes, så kan det også 3D-printes, siger André Nørgaard Westergren, der ser store udviklingsmuligheder i 3D-print:

- 3D-printteknologien og printmaterialerne udvikler sig hurtigt. Det betyder, at vi om få år kan få 3D-printet større komponenter – måske endda hele emner. Det åbner op for nye kundemuligheder, siger André Nørgaard Westergren.

Får hjælp og sparring til 3D-print fra Nexttech

Sealing System har endnu ikke så stort et 3D-printbehov, at virksomheden selv har investeret i 3D-printere. I stedet har virksomheden et medlemskab hos IBA Nexttech, som både rådgiver om og 3D-printer de komponenter, som deres medlemsvirksomheder har behov for.

- Vi var ikke kommet så hurtigt i gang med 3D-print, hvis ikke det havde været for Nexttech. Vi har fået fantastisk sparring og god hjælp til at blive bedre til at tegne de elementer, der skal 3D-printes, siger André Nørgaard Westergreen.

FAKTA

Sealing System A/S er totalleverandør af automatiserede end-of-line løsninger – komplette pakke- og palleteringslinjer.

Virksomheden i Grindsted beskæftiger over 100 medarbejdere. Blandt andet produktionsteknologer, maskinteknikere, smede og ingeniører.

www.sealing-system.dk

IBA Nexttech hjælper industrivirksomheder godt i gang med 3D-print

3D-print teknologien udvikler sig med lynets hast i disse år. Det åbner nye døre for optimering og udvikling for især industrivirksomheder, der har behov for specialfremstillede værktøjer. Det mærker de to medarbejdere på IBA’s vidensinstitution Nexttech, der hjælper virksomheder i gang med at bruge 3D-print-teknologien intelligent.

Industrien i Trekantområdet forventer at innovere langt mere

Direktørerne i 160 industrivirksomheder i Trekantområdet forventer store forandringer i deres virksomheder i de kommende år. Det viser en analyse af den industrielle konkurrencekraft i Trekantområdet, som Danish International Manufactoring Academy (DIMA) har fået udarbejdet i foråret 2021.