back icon
Back arrow
Fakta & analyser

Stærk vækst i industribeskæftigelsen i Trekantområdet

Lønmodtagerbeskæftigelsen i industrien (inkl. forsyning) i Trekantområdet er fortsat stigende. I 4. kvartal af 2025 var beskæftigelsen næsten 39.000 fuldtidsbeskæftigede, hvilket er et rekordhøjt niveau. Lønmodtagerbeskæftigelsen i industrien i Trekantområdet er særligt steget siden Covid-19-udbruddet i 2020. Siden dengang er der kommet godt 5.000 flere årsværk i industrien i Trekantområdet svarende til lige så mange fuldtidsstillinger.

I dag står industrien i Trekantområdet dermed for 21% af beskæftigelsen i området, svarende til at 1 ud af 5 i området arbejder i industrien. Det er den højeste koncentration af industriarbejdspladser blandt de fem storbyområder i Danmark (byområderne er defineret som de storbyregioner, der præsenteres i Landsplanredegørelsen 2013).

Lønmodtagerbeskæftigelsen i industrien i Trekantområdet i 4. kvt., årsværk

Langvarig vækst i industribeskæftigelsen

Trekantområdet har oplevet en stigning på 20% i industribeskæftigelsen over de seneste 10 år. Det svarer til en gennemsnitlig årlig vækst på 1,8%, hvilket kun er overgået af Hovedstadsområdet. I det seneste år var væksten i industribeskæftigelsen i Trekantområdet hele 3,0% – det er den højeste vækst blandt storbyområderne i Danmark. Der er dermed en stærk vækst i industrien i Trekantområdet.

Væksten i industribeskæftigelsen er desuden væsentligt højere end væksten i den samlede beskæftigelse i Trekantområdet, hvilket viser at industrien er en stærk vækstdriver for området.


Udvikling i lønmodtagerbeskæftigelsen i industrien 4. kvt., indeks (100=2015)