back icon
Back arrow
Lev hele livet her

Nyd livet når du har fri

Trekantområdet er et af landets mest naturskønne områder med en lang kyststrækning samt bælte, fjorde, åer og skove, der indbyder til vandreture, sejlads og en tur på cyklen. En del af vores byer ligger lige ned til vandet – eller i udkanten af store skovområder. Derfor er mange af vores indbyggere så privilegerede, at de bor i kort afstand fra både badestranden, skoven, biografen og et pulserende byliv.

Vores omgivelser giver altså de perfekte betingelser for en aktiv fritid.

Find energi i skoven

En tur i skoven kan se ud på mange måder. Fra den rekreative gåtur med bedsteforældrene til tempofyldte trailløb op og ned af stejle stigninger. I Trekantområdet findes mange foreninger til mange forskellige aktiviteter for alle aldersgrupper. Og naturligvis er bølgen af mountainbikere også rullet ind over Trekantområdet. Mountainbikeklubben i Haderslev, HMIF-MTB, har områdets bedste trails i Pamhule Skov. Faktisk så gode at der i september 2022 afholdes UCI Mountainbike Marathon World Championships netop her. Du kan også selv deltage i Haderslev MTB Challenge, hvis du skulle have lyst til at prøve kræfter i VM-terrænet.

Lyst til kultur?

Trekantområdet byder på en lang række kulturelle oplevelser. Børnekultur, kunst i verdensklasse og UNESCO verdensarv er blot noget af det, der udgør et rigt kulturliv.