back icon
Back arrow
Nyhedsarkiv

Kulturtræf 2022 gøder jorden for nye kulturoplevelser

Forfatter
Udgivet af:
Camilla Hostrup Steenholt
15. juni 2022

Et stort kulturtræf for kulturaktører skal danne grobund for nye og store kultur- og naturoplevelser både i Region Syddanmark og på tværs af den dansk-tyske grænse. Det sker 22. september på Engelsholm Højskole.

Kulturtræf 2022 for aktører inden for kultur, natur og turisme- og oplevelsesområderne, skal være med til at udvikle og styrke kulturlivet og kulturtilbuddene både på tværs af regionen og nord og syd for den dansk-tyske grænse.

Det er de tre kulturregioner Fyn, Trekantområdet og Sønderjylland-Schleswig, der sammen med Region Syddanmark afholder det store kulturtræf, der finder sted 22. september 2022 på Engelsholm Højskole.

Temaer om klima, natur og oplevelser til børn

Det overordnede tema på kulturtræffet er ”Kultur & Natur”, og deltagerne skal dykke ned i fire emner: ”Klima og bæredygtighed”, ”Natur, kultur og regional udvikling”, ”Oplevelser til børn og familier” og ”Sundhed og livskvalitet”.

På Kulturtræf 2022 har deltagerne fra den kulturelle og kreative sektor og turisme- og oplevelsesområderne også mulighed for at danne nye netværk og gå sammen om at udvikle nye idéer. Træffet skal også være med til at skabe synlighed om de forskellige kulturindsatser og kulturens betydning i Syddanmark og grænseområdet.

Formand for Kulturregion Trekantområdet, Kjeld Thrane (K):

- Jeg ser virkelig frem til at møde de mange kulturaktører til vores fælles Kulturtræf 2022. Træffet er startskuddet til et endnu stærkere og tættere samarbejde i Syddanmark og Schleswig – et samarbejde, som vi har store ambitioner for. Jeg glæder mig til at møde iderigdommen i temaet ”Kultur & Natur” og til at opleve de fælles projekter, som vil udspringe af træffet.