back icon
Back arrow
Nyhedsarkiv

Tour of Scandinavia – ”Battle of the North 2023” afgøres i Trekantområdet

Forfatter
Udgivet af:
Camilla Hostrup Steenholt
23. februar 2023

Cecilie Uttrup Ludwig får til sommer mulighed for at genvinde Tour of Scandinavia og denne gang på hjemmebane. Igen i år køres løbet med etaper i Norge og Danmark. Hvor det sidste år var første etape, der kørte på dansk asfalt, bliver det i år i stedet de to sidste etaper. Det betyder, at vinderen af løbets anden udgave skal findes i Danmark - nærmere bestemt strækningen mellem Middelfart, Kolding og Haderslev.

De største kvindelige cykelstjerner spurter i mål i Haderslev søndag den 27. august efter at have cyklet mere end 700 kilometer fra Mysen i Norge. Tour of Scandinavia er den eneste afdeling af UCI’s World Tour i Norden. Der er ingen tvivl om, at tilskuere langs ruterne får fest og farver og mulighed for igen at opleve cykelsportens intense drama ligesom ved både sidste års udgave og ved Tour de France-starten.

Gennem flere år har Danmark positioneret sig som et af verdens bedste cykelnationer og destinationer. Med Tour of Scandinavia til sommer holder Danmark sig i førerfeltet og den helt unikke, danske cykelkultur får igen et udstillingsvindue til resten af verden. Sommerens afsluttende etaper er tilrettelagt således, at både ryttere og tilskuere får de bedste betingelser: flade, hurtige strækninger, bakker og sving og afslutningsvist en bjergspurt, som ligger rigtigt godt til ryttere som Cecilie Uttrup Ludwig.

Ruterne

I dag blev ruterne til dette års Tour of Scandinavia offentliggjort på et pressemøde, som Danmarks Cykle Union sammen med de danske start- og målbyer, Trekantområdet Danmark og Sport Event Denmark havde inviteret til.


Læs mere om Tour of Scandinavia

Foto: Dan Møller

6. og afsluttende etape, søndag d. 27. august: Middelfart-Kolding-Haderslev

Den afsluttende etape af Tour of Scandinavia begynder i Middelfart. Byen er fast vært for Fyn Rundt, og så sent som i 2020 var byen tillige vært for de danske mesterskaber i landevejscykling.

Efter en lille rundtur i kommunen, hvor bl.a. byen Strib besøges, kører feltet over den gamle Lillebæltsbro, og snart er de fremme ved etapens første bakkespurt på Nr. Stenderupvej lige ud for Birkemose Golfklub.

Efter 45 km af dagens 144 km rammes Kolding by. Ruten passerer bl.a. forbi det 750 år gamle Kolding Hus, som i dag er et moderne museum. Videre sydpå mod etapeafslutningen kommer feltet forbi Skamlingsbanken, Christiansfeld samt Vojens. Fra Vojens går det direkte til Tørning Mølle, hvor bjergkonkurrencen endeligt skal afgøres, da det er her, at den sidste bjergspurt er indlagt. Efter Tørning Mølle er der blot 6 km, til feltet rammer den knap 11 km lange rundstrækning. Rundstrækningen skal gennemkøres tre gange, og selve den 800 m lange målbakke skal nok skabe spænding over, hvem der vinder den prestigefulde sidste etape.

Velkommen til Trekantområdet

- "Vi er superstolte af, at vi allerede ét år efter det ultimative cykel-år med Tour de France-etape og VM i MTB Marathon er lykkedes med tiltrækningen af den næste store cykel-begivenhed i Trekantområdet. Den afsluttende etape af Tour of Scandinavia har både start og mål i Trekantområdet, og det understøtter på tydelig vis vores strategiske fokus på tiltrækning af cykel- og outdoorevents. Vi glæder vi os til at byde den kvindelige verdenselite velkommen og ikke mindst til at sende feltet ud på en etape, der både byder på sportslige udfordringer og en smuk præsentation af alt det, Trekantområdet byder på i relation til naturperler, historiske attraktioner og levende bymiljøer."


Thomas Kastrup, Sport Event Manager, Trekantområdet Danmark

Foto: Dan Møller