back icon
Back arrow
Cases

Ingen krise hos møbelfabrik: Investerer massivt i sin danske produktion

I maj krøllede administrerende direktør Knud Erik Hansen krisebudgettet sammen og kaldte 78 corona-hjemsendte medarbejdere tilbage på arbejde. Siden da har produktionen på møbelfabrikken Carl Hansen & Søn A/S kørt på fuld kraft.

Industrivirksomhederne i Danmark er blandt de virksomheder, der mærker konsekvenserne af corona-krisen tydeligst. Sådan er det generelle billede også i Trekantområdet, der med 37.000 industrijobs er Danmarks Produktionscentrum.

Men der er naturligvis undtagelser. Brancher, nicher og virksomheder, der producerer, sælger og eksporterer derudad. En af de virksomheder i Trekantområdet er producenten af klassiske, danske designmøbler Carl Hansen & Søn A/S.

For verden vil – mere end nogensinde – have klassiske, danske designmøbler. Men det er ikke kun stigende efterspørgsel og høje kvalitetskrav, der gør, at møbelfabrikken i Gelsted på Fyn investerer massivt i sit produktionsapparat i Danmark. Det er også en slags forsikring af virksomhedens fortsatte eksistens som dansk, familieejet virksomhed. Mere om det senere.

Rekordregnskab og krisebudget

Først en corona-status: Efter et 2019 med rekordomsætning på 673 millioner kroner og et overskud på 37 millioner kroner før skat, mærkede Knud Erik Hansen og hans medarbejdere corona-nedlukningen i marts som en hård opbremsning.

– Vi estimerede et produktionsdyk på 25%, lavede et krisebudget og sendte en fjerdedel af medarbejderne hjem på lønkompensation, fortæller direktør Knud Erik Hansen.

Men til direktørens overraskelse vendte ordretilgangen hurtigt tilbage. Endda med ekstra styrke, så krisebudgettet hurtigt blev krøllet sammen igen.

– Siden midten af maj har vi kørt på mere end fuld kraft. Vi er oppe på at køre treholdsskift og hyrer også nye medarbejdere ind, siger Knud Erik Hansen.

”Hjemmetid” giver øget efterspørgsel

Hans forklaring på den hurtige genopretning af efterspørgsel og produktion er todelt:

På privatkundemarkedet, som udgør omkring 60% af Carl Hansen & Søns forretning, var virksomheden i forvejen begunstiget af en global megatrend, hvor forbrugerne i stigende grad efterspørger bæredygtige og langtidsholdbare kvalitetsmøbler.

– Den efterspørgsel er så blevet forstærket af coronakrisen, hvor alverdens forbrugere har siddet isoleret i deres hjem og haft ekstra tid til at kigge på hjemmets indretning og gøre sig tanker om, hvordan de gerne vil have det. Samtidig har de måske opbygget en trang til at komme ud og forbruge og foretage en investering til deres hjem, siger Knud Erik Hansen.

Hotelkæder fastholder investeringsplaner

På det globale kontraktmarked, hvor Carl Hansen & Søn blandt andet leverer samlede møblementer til de helt store globale hotelkæder, har coronakrisen ikke haft betydning for hotelkædernes investeringsplaner og renoveringsprojekter, selv om hotelbranchen er hårdt ramt af færre gæster.

– Hotelkæderne renoverer typisk deres hoteller med 7-10 års mellemrum. Det bliver de nødt til for at kunne konkurrere. I så stort og langstrakt et investeringsrul, er en coronakrise en midlertidig bølgedal for en global hotelkæde, siger Knud Erik Hansen, der dog oplever udfordringer med at kunne få leverancerne frem til kunderne.

I de tilfælde tilbyder Carl Hansen & Søn at opbevare de bestilte produktioner på møbelfabrikkens lager, ind til forsyningskæderne ud i verden bliver mere stabile.

Volumen er afgørende

Med 37.000 kvadratmeter under tag i Gelsted har Carl Hansen & Søn både stor lagerkapacitet og mulighed for at skalere produktionskapaciteten løbende. Og det er faktisk altafgørende for virksomhedens fortsatte vækst.

– Vi konkurrerer udelukkende på kvalitet, for danske designmøbler bliver nødt til at blive produceret i Danmark. Men volumen og ekspansionsmuligheder er også vigtigt for vores virksomhed. Både for at kunne levere hurtigt til et globalt marked men også for at kunne skalere produktionen, siger Knud Erik Hansen.

Investeringer i medarbejdere og maskiner

Derfor er det også bydende nødvendigt løbende at investere i at holde virksomhedens produktionsapparat moderne. Investeringerne fordeler sig på tre områder:

  • Forbedret arbejdsmiljø og øget sikkerhed på arbejdspladsen.
  • Det nyeste og mest moderne maskineri.
  • Uddannelse og oplæring af højt specialiseret, faglært arbejdskraft. Særligt maskinsnedkere og møbelsnedkere, som Carl Hansen & Søn selv uddanner 20 af om året.

Kinesere bange for egne kopivarer

Investeringerne i produktionsapparatet koster mange penge. Men de er en forsikring af produkternes brandværdi og virksomhedens goodwill, lyder ræsonnementet fra den administrerende direktør, der af samme grund heller ikke jagter den højest mulige dækningsgrad.

– Jeg kan give et eksempel, der illustrerer det ganske godt: Vi oplever at få besøg af kinesere i vores flagship stores i København, der køber en Wegner-stol i butikken og insisterer på at få den fragtet hele vejen hjem til Kina. De tør ikke købe en Wegner-stol i en kinesisk møbelforretning, fordi de er bange for deres egne kopivarer. Det siger noget om, at produkterne har en brandværdi, der er nødvendig at beskytte med løbende investeringer, siger Knud Erik Hansen.

Udenlandske bejlere sværmer

Han ser dog også investeringerne og udvidelsen af virksomhedens produktionsapparat, som en forsikring af virksomhedens forbliven som dansk, familieejet virksomhed.

– Vi bliver nødt til at have produktionsvolumen og en fortsat stigende omsætning i de kommende år, hvis vi skal modstå købspres udefra. For der er ingen tvivl om, at vi er attraktive for store, udenlandske virksomheder og kapitalfonde. De sværmer om os som bier, siger den 70-årige direktør, der derfor fokuserer skarpt på dét, der nok bliver de sidste store milepæle i hans erhvervskarriere:

– Jeg har en stærk tro på, at vi inden for et par år når vores mål om en omsætning på 1 milliard kroner og at vi kommer i mål med et generationsskifte, siger Knud Erik Hansen.

2 skarpe på falderebet

Hvad har du lært af coronakrisen?

– Hvor hurtigt man kan komme fra 200 km/t til fuld nedbremsning. Men også hvor hurtige, vi egentlig kan være i vores beslutningsprocesser.

Hvordan kan virksomhederne i Danmarks Produktionscentrum støtte hinanden gennem coronakrisen?

– Vi kan helt sikkert blive bedre til at source hos hinanden. Næsten alle brancher er jo til stede i Trekantområdet. Men hvor får man det samlede, regionale overblik over, hvad vi samlet set kan levere?

FAKTA

Møbelproducenten Carl Hansen & Søn A/S har eksisteret i 112 år og producerer blandt andet danske møbelklassikere designet af Børge Mogensen, Hans J. Wegner, Kaare Klint og Ole Wanscher.

Virksomheden beskæftiger omkring 1450 medarbejdere på verdensplan. De er fordelt på 300 medarbejdere på fabrikken i Gelsted, 100 sælgere fordelt over hele verden, et mindre antal personaler i 10 flagship stores i verdens metropolbyer samt 1000 ansatte på en nyligt opkøbt møbelfabrik i Vietnam, der primært producerer udendørs møbler.