Transport
Trekantområdets centrale placering er både en gave og en udfordring. Trekantområdet udgør Danmarks vejkryds, men med den stigende trafik er trængselsproblemerne på Trekantområdets vejnet allerede nu et stort problem, som kun vil blive større i de kommende år.
Trekantområdet Danmark skal være med til at sikre et velfungerende marked for både varer og arbejdskraft på trods af de stigende trængselsproblemer. Trekantområdets ønsker skal klart og velunderbygget fremføres overfor de statslige myndigheder, der skal investere i infrastrukturen. Det kan dreje sig om bedre kapacitet på motorvejsnettet i Trekantområdet samt bedre kollektiv trafik.
For godstrafikkens vedkommende skal Trekantområdet være regionen hvor intermodal godstransport fungerer. Ønsket er, at øge kvaliteten i godsknudepunktet, aflaste motorvejsnettet, skabe bedre sammenhæng mellem havne og baner og hermed skabe basis for bæredygtige transportløsninger.
Trekantområdet gennemfører analyser, der sikrer det relevante faglige grundlag for projekter, der samlet set kan fremme målsætningerne indenfor såvel person- og godstransport.
